Kamutgrød med stikkelsbærkompot og ristede kokosflager

IMG_4325

Stikkelsbær er lidt af en kostelig affære og forholdsvis sjælden. Selv i højsæsonen, som desværre er ved at være slut, kan de være svære at finde i butikkerne. Jeg har været så heldig at finde dem i Jordens Frugter – min elskede helsekostbutik på Trøjborg. Opdagelsens glæde rev mig med og jeg endte med købe en ordentlig portion – både grønne og røde.  Grønne stikkelsbær skal tilberedes, med mindre du har en meget sur tand, men de røde kan spises direkte fra bakken.  Der er ingen grænserne for hvad bærerne kan bruges til: stikkelsbærgrød, -parfait, – trifli og -kompot er bare nogle af yndlingsopskrifterne.

IMG_4327

De grønne stikkelsbær har jeg brugt til en bærkompot, som jeg i denne opskrift serverer sammen med kamutgrød.Kamut – også kaldet kæmpe-durum – er en af de mere eksotiske kornsorter, som har en fantastisk rund smag med nøddetoner, hvilket passer perfekt til den syrlige og skarpe smag fra stikkelbærerne.

Som lidt knas på toppen har jeg ristet lidt kokosflager. Kokos har indenfor de seneste år fået en renæssance i mit madunivers. Jeg har aldrig været særlig kræsen og kan som udgangspunkt lide al slags mad. Men jeg husker tydeligt hvordan der altid var kamp om flødebollerne uden kokos ved fødselsdage i børnehaven. De små hvide flager som smagte     rædselsfuldt og var svære at tygge i, kunne bringe tårerne frem i et splitsekund. I dag vil jeg til enhver tid foretrække flødebollerne med kokos – men græder dog ikke hvis der kun er dem tilbage uden… 😉

IMG_4328

Nu til grøden…

GRØDEN

1 person

1 1/4 dl kamutflager (kan købes i helsekostbutikker)

1 dl vand

1 dl skummetmælk

salt

Put alle ingredienserne i en gryde og kog grøden ogp ved middelvarme i ca. 5-7 min.

TOPPING

Stikkelsbærkompot

100 gram grønne stikkelsbær

40 gram rørsukker

1 spsk æblecidereddike

Put alle ingredienserne i en gryde og kog kompotten ved middelvarme indtil bærerne er møre og kan moses med bagsiden af grydeskeen. Stil gryden til side og lad kompotten køle af.

Ristede kokosflager

20 gram kokosflager

Kokosflagerne kan købes som færdigristede, men hvis de ikke er, ristes de på en pande ved middelvarme indtil de begynder at tage farve.

Anret kamutgrøden med et par skefulde stikkelsbærkompot og drys med kokosflagerne.

IMG_4329

Om præcis tre timer er jeg på vej afsted til Billund lufthavn, hvor jeg skal flyve til Budapest sammen med en veninde. Der har vi 5 dages storbyferie med afslapning, shopping, cafeturer, spa og wellness og håbentlig en masse lækkert ungarnsk mad og specialiteter. Åh hvor jeg glæder mig!

På gensyn om en uges tid 🙂

Speltgrød med skyr, solbær-lakridspuré og granola

IMG_4275

Vejret har virkelig ændret sig fra varme og solskin til en kold og regnfuld affære, og det er netop gået op for mig at vi kun har 18 dage tilbage før kalenderen viser efterår! Men selvom det i dag har været alt andet end sommervejr er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan nyde det sommeren har bragt med sig… Skovene er fulde af dem, flere baghaver bugner med dem og supermarkederne sælger dem i massevis. Jeg taler naturligvis om BÆR! Solbær, ribs, brombær, stikkelbær, you name it! Søde, modne bær der er perfekte til at putte lidt farve på en kedelig gråvejrsdag!

IMG_4277

Denne gang er det solbærernes tur til at stjæle lidt af opmærksomheden i form af en solbær-lakridspuré. Skarpheden fra rålakridspulveret passer perfekt sammen med sødmen fra de mørkerøde bær – you really should try it!

GRØDEN

1 person

1 dl speltflager

1 dl vand

1 dl skummetmælk

salt

Bland ingredienserne sammen i en gryde og kog grøden ved middelvarme i ca. 5 min.

TOPPING

Solbær-lakridspuré

IMG_4278

125 gram solbær

3 spsk vand

3 spsk Sukrin Gold (alternativ kan rørsukker bruges)

1 tsk raw liquorice powder

Bland solbær, vand og sukrin i en gryde og kog bærerne ved middelvarme i ca. 10 min. Tag gryden af blusset, lad bærpuréen køle af og smag til med raw liquorice powder.

Granola

IMG_4279

 5 gram mandler

5 gram hasselnødder

2 gram sesamfrø

2 gram hørfrø

1 tsk akaciehonning

Hak nødderne groft og rist både nødder og frø på en pande indtil de begynder at tage farve. Tilsæt akaciehonning og tag panden af blusset. Lad granolaen køle af på et bagepapir.

Anret grøden med en god klat skyr, solbær-lakridspuréen og granolaen på toppen.

IMG_4280

Øllebrød med abrikos-gulerodskompot, skyr og ristede hasselnødder

Abrikos-gulerodskompot 008

Tørrede abrikoser og abrikosmarmelade har de fleste stiftet bekendtskab med, men abrikoser er generelt en lidt overset frugt – i hvert fald de friske abrikoser, hvis du spørger mig. Abrikosen indeholder kun 18 kalorier pr. stk. og er samtidig rig på blandt andet c-vitamin og jern. Så da min yndlingsgrønthandler gav 50 % på al frugt op til ferielukning, røg der en stor pose med abrikoser ned i kurven. Da jeg kom hjem var spørgsmålet så hvad de skulle bruges til. Abrikosmarmelade blev hurtigt udelukket da jeg sjældent spiser brød og derfor næppe ville få spist et helt syltetøjsglas med abrikosmarmelade. Til gengæld elsker jeg kompotter og frugtmos, både som topping til grød og desserter. Som kontrast til den søde og friske smag fra abrikoserne tilsatte jeg gulerødder og lidt revet ingefær som er skarp og markant i smagen. Abrikos-guleroskompotten indtog hurtigt pladsern blandt mine farvoritter og bøtten er allerede tom! Jeg har blandt andet nydt kompotten sammen med skyr og hakkede nødder, som topping til rugpandekager og i dette tilfælde oven på øllebrød…

Abrikos-gulerodskompot 009

Øllebrød

2 portioner

200 gram rugbrød

5 dl vand

2 spsk sukrin eller rørsukker

1 tsk kanel

1 spsk vaniljesukker

Saft og skal fra ½ citron

Salt

Skær rugbrødet i fine tern og kom det i en gryde med resten af ingredienserne. Kog grøden under omrøring ved middelvarme i ca. 10 min.

Abrikos-gulerodskompot 010

Abrikos-gulerodskompot

1 syltetøjsglas

300 gram abrikoser

75 gram gulerødder

10 gram ingefær

50 gram sukrin gold eller rørsukker

1 spsk citronsaft

Skyl abrikoserne og hak dem groft. Skræl gulerødder og ingefær og riv dem groft på et rivejern. Put alle ingredienserne i en gryde og kog kompotten ved middelvarme i ca. 15-20 minutter.

Ha en dejlig søndag!

Kold grød med hyldeblomstsaft, kirsebær, donut ferskener og ristede hasselnødder

Koldgrød med hyldeblomstsaft 030

Sommeren gør noget helt bestemt ved mig og selvom jeg elsker hver enkelt årstid, og synes at de hver især har noget særligt over sig, er det som om at sommeren er den, jeg kan længes mest efter.

Sommeren er for mig ensbetydende med sol i gårdhaven, sopning ved stranden, is i massevis og lune grillaftener. En anden ting der er skønt ved sommeren er at de lækreste frugter og bær begynder at modnes. Jordbær, hindbær, kirsebær og rabarber er helt klart blandt mine yndlings og jeg kan ikke få nok! En tredje ting jeg elsker ved sommeren er den skønne natur. Der findes ikke noget bedre end at gå en tur i skoven lægge mærke til hvor smukt og grønt der er.

Risskov har de sidste par uger været fyldt med hyldeblomster. Duften er meget karakteristisk og en anelse kvalm, men de smukke blomsters egenskaber er ikke til at tage fejl af. Hyldeblomsterne blomstrer fra sankthans og ca. 2-3 uger frem, og det er derfor ved at være sidste udkald hvis man skal nå at plukke de skønne hyldeblomster.

Koldgrød med hyldeblomstsaft 034

For en uges tid siden var jeg i Risskov og plukke en masse hyldeblomstskærme til at lave hyldeblomstsaft af. Hyldeblomstsaften er i sig selv skøn på en varm sommerdag, men den kan også bruges til alverdens lækre ting. Saften kan fx blandes i hvidvin og bruges som velkomstdrink, fryses ned til en lækker sommersorbet, eller bruges som sødemiddel i en salatdressing. Man kan også komme hyldeblomstskærmene i en pandekagedel og lave de skønneste hyldeblomstfritter, som drysses med flormelis inden servering.  Skynd dig ud og pluk de sidste hyldeblomstskærme – det kan nås endnu og opskriften er virkelig simpel!

Koldgrød med hyldeblomstsaft 025

Hyldeblomstsaft

50 hyldeblomstskærme

3 økologiske citroner

1 ½ dl vand

500 gram rørsukker

250 gram Sukrin – Hvis du ikke har Sukrin anvendes 1 kg rørsukker

40 gram citronsyre

Skyl hyldeblomsterne og læg dem i en stor skål. Skyl citronerne grundigt og skær skallen af. Skær citronerne i skiver og læg dem sammen med skallerne ned i skålen med hyldeblomsterne. Tag en stor gryde og hæld vand i. Når vandet koger tilsættes sukker, sukrin og citronsyre og gryden tages af blusset. Hæld vandet over hyldeblomsterne, dæk skålen til og opbevar den i køleskabet i 3-5 dage. Efter hyldeblomstsaften har trukket i køleskabet hældes den igennem en si og saften opbevares på flasker.

Opskriften giver en stor portion hyldeblomstsaft og man kan med fordel fryse lidt af saften ned. Jeg har været igang med at eksperimentere med hyldeblomstsaften i nogle forskellige grødvarianter. Favoritten indtil videre er at bruge saften som en slags sirup i kold grød, hvilket giver en sød, men frisk smag til grøden.

Her er grøden toppet med de lækreste og blodrøde kirsebær samt modne donutferskener og ristede hasselnødder.

Koldgrød med hyldeblomstsaft 035

Kold grød med hyldeblomstsaft, kirsebær, donut ferskener og ristede hasselnødder

2 portioner

GRØDEN

1 dl havregryn

1 dl mælk

4 spsk hyldeblomstsaft

100 gram skyr

Bland havregryn, mælk og hyldeblomstsaft og stil det på køl i en lufttæt beholder natten over.

Tilsæt skyr til grøden og gør godt rundt.

TOPPING

En håndfuld kirsebær

1 donut fersken

10 gram hasselnødder

Kirsebærerne skylles gryndigt. Halvér kirsebærerne og stenene fjernes. Donut ferskenen skylles og skæres i grove stykker. Hasselnødderne ristes på en pande indtil skallerne begynder at falde af. Hak dem derefter groft.

Grøden anrettes i to glas og toppes først med donut fersken, så kirsebær og til sidst de ristede hasselnødder.

Ha en skøn sommer derude!

Kold grød med friske jordbær og hakkede pistacienødder

køleskabsgrød 004

For lidt tid siden havde Ditte fra The Food Club et indlæg om morgengrød på køl, og det gav mig lyst til at eksperimentere lidt med fænomenet kold grød/køleskabsgrød/morgengrød på køl – ja kært barn har mange navne..

Jeg har før eksperimenteret med en kold choko-grød som virkelig var god og nærmest helt dessert-agtig. Denne kolde grød egner sig dog lidt bedre som morgengrød, og eftersom grøden er kold og ikke skal koge, er den lynhurtig at lave.

For at give grøden en lækker og cremet konsistens har jeg rørt den op med lidt skyr og most banan, og til at give et syrligt modspil har jeg tilsat en smule citronsaft. Grøden kan som sædvanlig toppes med lige hvad du har lyst til, men her i sommerperioden er det jo perfekt med søde danske jordbær og fx lidt hakkede nødder.

køleskabsgrød

GRØDEN

1 portion

1 dl grovvalsede havregryn

1 dl skummetmælk

½ tsk vaniljesukker (kan undlades hvis man vil undgå sukker)

½ banan

1 dl skyr

1 spsk citronsaft

Bland havregryn, mælk og vaniljesukker i en lufttæt beholder og stil det på køl natten over.

Om morgenen moses bananen og tilsættes sammen med skyr og citronsaft og grøden røres rundt til den har en cremet og lækker konsistens.

TOPPING

Jordbær

50 gram jordbær

Nip toppen af jordbærerne, skyl dem grundigt og skær dem i skiver

Pistacienødder

10 gram pistacienødder

Hak nødderne groft

Anret grøden med jordbærerne og drys med de hakkede pistacienødder.

køleskabsgrød 006

Bonusinfo: Grøden indeholder 304 kalorier og energifordelingen er 26 % protein, 64 % kulhydrater og 10 % fedt. Det høje indhold protein kommer primært fra skyr’en som er med til at give en rigtig god mæthedsfornemmelse i lang tid. Toppingen i form af jordbær og pistacienødder indeholder 72 kalorier, hvilket alt i alt giver 376 kalorier pr. portion.