Rødgrød med skyr og rålakridspulver

Rødgrød 004

Rødgrød må siges at være en klassisker som de fleste før eller siden har stiftet bekendtskab med. Selvom det måske er sjældent at danskere spiser frugtgrød, er rødgrød lidt af en nationalret. Mest af alt fordi rødgrød altid er det ord vi plager udlændinge med, når vi skal teste deres sproglige evner, eller mangel på samme. Alt andet lige er det en skøn grød med en perfekt blanding af milde og kraftige bær, og da jeg plukkede de lækreste røde ribs i min mors baghave, var jeg slet ikke i tvivl om at de skulle bruges til rødgrød!

Rødgrød 005

Grøden kan laves på de bær du har i baghaven eller elsker allermest og grøden kan serveres med mælk, fløde, vaniljeis eller skyr – som jeg har valgt at gøre i denne opskrift.

For at give grøden et ekstra pift dryssede jeg en lille teskefuld rålakridspulver fra Johan Bülow ovenpå – MUMS!

Rødgrød 006

RØDGRØD

4 personer

400 gram jordbær

300 gram hindbær

300 gram ribs

100 gram Sukrin eller Sukrin Gold (alternativt kan rørsukker bruges)

Skyl bærerne og fjern stilk fra jordbær og ribs. Kom bærerne i en gryde sammen med sukrin og varm grøden op ved middelvarme. Lad grøden koge i et par minutter, tag den af blusset og lad den køle af.

Server grøden med en klat skyr og et drys rålakridspulver.

Rigtig god weekend!

Koldskål med hyldeblomst, granatæble og ristede havreflager

Koldskål med hyldeblomst 008

Det er virkelig tid for koldskål og da jeg for en uges tid siden lavede hjemmelavet hyldeblomstsaft fik jeg lyst til at kombinere de to ting. I stedet for at søde koldskålen med sukker har jeg tilføjet en smule hyldeblomstsaft, som gør koldskålen både sød og frisk. Som lidt knas på toppen har jeg honningristet havregryn og pressede et granatæble ud over. Virkelig æstetisk og rigtig lækkert!

Koldskål med hyldeblomst 009

Koldskål med hyldeblomst

4-6 personer

4 pasteuriserede æggeblommer

1 liter kernemælk

200 gram skyr

Saft og skal fra ½ citron

1 hel vaniljestang

6-8 spsk hyldeblomstsaft

Æggeblommerne og kornene fra vaniljestangen piskes sammen. Resten af ingredienserne røres i og koldskålen smages til med citron- og hyldeblomstsaft.

Ristede havreflager

200 gram grovvalsede havregryn

3 spsk honning

Salt

Havregrynene ristes på en pande ved middelvarme indtil de begynder at tage farve. Tilsæt honning og salt og rør godt rundt. Kom de ristede havreflager på et stykke bagepapir og lad dem køle af.

Anret koldskålen med de ristede havreflager, halvér granatæblet og pres kernerne ud over.

Koldskål med hyldeblomst 010

Kold grød med hyldeblomstsaft, kirsebær, donut ferskener og ristede hasselnødder

Koldgrød med hyldeblomstsaft 030

Sommeren gør noget helt bestemt ved mig og selvom jeg elsker hver enkelt årstid, og synes at de hver især har noget særligt over sig, er det som om at sommeren er den, jeg kan længes mest efter.

Sommeren er for mig ensbetydende med sol i gårdhaven, sopning ved stranden, is i massevis og lune grillaftener. En anden ting der er skønt ved sommeren er at de lækreste frugter og bær begynder at modnes. Jordbær, hindbær, kirsebær og rabarber er helt klart blandt mine yndlings og jeg kan ikke få nok! En tredje ting jeg elsker ved sommeren er den skønne natur. Der findes ikke noget bedre end at gå en tur i skoven lægge mærke til hvor smukt og grønt der er.

Risskov har de sidste par uger været fyldt med hyldeblomster. Duften er meget karakteristisk og en anelse kvalm, men de smukke blomsters egenskaber er ikke til at tage fejl af. Hyldeblomsterne blomstrer fra sankthans og ca. 2-3 uger frem, og det er derfor ved at være sidste udkald hvis man skal nå at plukke de skønne hyldeblomster.

Koldgrød med hyldeblomstsaft 034

For en uges tid siden var jeg i Risskov og plukke en masse hyldeblomstskærme til at lave hyldeblomstsaft af. Hyldeblomstsaften er i sig selv skøn på en varm sommerdag, men den kan også bruges til alverdens lækre ting. Saften kan fx blandes i hvidvin og bruges som velkomstdrink, fryses ned til en lækker sommersorbet, eller bruges som sødemiddel i en salatdressing. Man kan også komme hyldeblomstskærmene i en pandekagedel og lave de skønneste hyldeblomstfritter, som drysses med flormelis inden servering.  Skynd dig ud og pluk de sidste hyldeblomstskærme – det kan nås endnu og opskriften er virkelig simpel!

Koldgrød med hyldeblomstsaft 025

Hyldeblomstsaft

50 hyldeblomstskærme

3 økologiske citroner

1 ½ dl vand

500 gram rørsukker

250 gram Sukrin – Hvis du ikke har Sukrin anvendes 1 kg rørsukker

40 gram citronsyre

Skyl hyldeblomsterne og læg dem i en stor skål. Skyl citronerne grundigt og skær skallen af. Skær citronerne i skiver og læg dem sammen med skallerne ned i skålen med hyldeblomsterne. Tag en stor gryde og hæld vand i. Når vandet koger tilsættes sukker, sukrin og citronsyre og gryden tages af blusset. Hæld vandet over hyldeblomsterne, dæk skålen til og opbevar den i køleskabet i 3-5 dage. Efter hyldeblomstsaften har trukket i køleskabet hældes den igennem en si og saften opbevares på flasker.

Opskriften giver en stor portion hyldeblomstsaft og man kan med fordel fryse lidt af saften ned. Jeg har været igang med at eksperimentere med hyldeblomstsaften i nogle forskellige grødvarianter. Favoritten indtil videre er at bruge saften som en slags sirup i kold grød, hvilket giver en sød, men frisk smag til grøden.

Her er grøden toppet med de lækreste og blodrøde kirsebær samt modne donutferskener og ristede hasselnødder.

Koldgrød med hyldeblomstsaft 035

Kold grød med hyldeblomstsaft, kirsebær, donut ferskener og ristede hasselnødder

2 portioner

GRØDEN

1 dl havregryn

1 dl mælk

4 spsk hyldeblomstsaft

100 gram skyr

Bland havregryn, mælk og hyldeblomstsaft og stil det på køl i en lufttæt beholder natten over.

Tilsæt skyr til grøden og gør godt rundt.

TOPPING

En håndfuld kirsebær

1 donut fersken

10 gram hasselnødder

Kirsebærerne skylles gryndigt. Halvér kirsebærerne og stenene fjernes. Donut ferskenen skylles og skæres i grove stykker. Hasselnødderne ristes på en pande indtil skallerne begynder at falde af. Hak dem derefter groft.

Grøden anrettes i to glas og toppes først med donut fersken, så kirsebær og til sidst de ristede hasselnødder.

Ha en skøn sommer derude!

Fedtfattige muffins med blåbær og lakrids

Muffins 022

Muffins kan vittterligt laves i alverdens afskygninger og kun fantasien sætter grænser. Disse muffins blev lavet på min fødselsdag for næsten en måned siden. Jeg fik gæster til kaffe og jeg ville derfor lave en lækker kage, men stadig en kage uden alt for meget sukker, mel og smør. Som grunddej brugte jeg banan, æg, havregryn, mel, sukrin og bagepulver og dertil kan man tilsætte ens yndlings frugt, nødder, krydderier, sirup – you name it! I denne opskrift har jeg kombineret sødmen fra blåbærerne med den salte lakridssirup fra Johan Bülow (vi er virkelig blevet gode venner). Og ikke nok med at disse muffins er super lækre, er de også fedtfattige – what’s not to like!? Hver muffin indeholder ca. 110 kalorier og energifordelingen er 14 % protein, 69 % kulhydrater og 17 % fedt.

Muffins 018

     FREMGANGSMÅDE

8 stk

2 modne bananer

130 gram blåbær (enten på frost eller friske)

2 æg

50 gram grovvalsede havregryn

50 gram hvedemel

50 gram Sukrin Gold (rørsukker kan også bruges)

1 tsk bagepulver

1 hel vaniljestang

2 tsk salty liquorice syrup fra Johan Bülow

Topping

1 tsk Sukrin Gold

1 tsk raw liquorice powder fra Johan Bülow

Pisk æg og sukrin gold sammen til en luftig masse. Flæk vaniljestangen og tilsæt kornene samt bagepulver, mel og havregryn. Mos bananerne rør dem i dejen sammen med blåbærerne.

Fordel dejen i muffinsforme og slut af med at drysse lidt Sukrin Gold og rålakridspulver på toppen. Bag dem ved 200 grader i ca. 20 min.

Muffins 021

TIP: Hvis du laver en stor portion kan du sagtens fryse dem ned og derved har du altid muffins klar i fryseren hvis der skulle komme uventede gæster 🙂

Ha en skøn søndag aften!

 

Sunde og lækre blåbærpandekager

Blåbærpandekager 001

Morgenmad er utvivlsomt mit yndlingsmåltid! Jeg elsker at stå op i god tid og lave en ordentlig morgenmad, der holder mig mæt længe. Men hvad er en ordentlig morgenmad? Det er helt afgjort individuelt, men som udgangspunkt prøver jeg at sammensætte min morgenmad så jeg får en god fordeling af proteiner, kostfibre, umættede fedtsyre, vitaminer og mineraler.

Jeg får som oftest mine proteiner fra æg eller mejeriprodukter såsom skyr, mælk eller fromage frais. Kostfiberne er primært fra korn, herunder havregryn, speltflager, rugflager eller lignende. Fedtsyrerne får jeg fra nødder eller frø og vitaminer og mineralerne er oftest fra frugt eller bær.

Som i måske kan fornemme får jeg næsten altid grød til morgenmad som jeg topper med fx skyr, frugt eller bær samt nødder eller frø, men engang imellem er der også tid til lidt afveksling. Det kan fx være i weekenden, hvor der er lidt ekstra tid til fx at lave blåbærpandekager.

Disse sunde og lækre blåbærpandekager er lavet på fire ingredienser nemlig æg, banan, blåbær og havregryn. Ægget er en god kilde til proteiner, bananen er fyldt med gode næringsstoffer, blåbærrerne er rige på andioxidanter og havregrynene har et højt indhold af kostfibre, der regulerer blodsukkeret og giver en god mæthedsfornemmelse.

Blåbærpandekager 002

Blåbærpandekager

1 person

1 æg

½ banan

3 spsk grovvalsede havregryn

½ tsk bagepulver

1 dl blåbær (gem nogle af blåbærrene til topping)

10 gram grofthakkede mandler

Evt. 2-3 spsk skyr

FREMGANGSMÅDE

Blend æg, banan og bagepulver. Rør massen sammen med havregryn og blåbær.

Hæld en lille smule olie på en pande og lad den blive helt varm. Hæld hvad der svarer til 2-3 spsk. pandekagedej på panden, skru ned til middelvarme og steg pandekagerne på begge sider, indtil de er gyldne.

Anret blåbærpandekagerne med hakkede mandler, en lille håndfuld blåbær og evt. en  god klat skyr, hvis man er til det syrlige modspil.

Blåbærpandekager 003

Bonus info: Blåbærpandekagerne indeholder 200 kalorier pr. 100 gram og ovenstående portion indeholder ca. 241 kalorier. Energfordelingen er 17 % protein, 56 % kulhydrater og 27 % fedt.

Nu vil jeg så småt ind og klæde om for i aften står den igen på spisning ude i byen. Jeg har nemlig en aftale med tre gamle studieveninder, og vi skal på CanBlau og have tapas og rødvin – mums hvor jeg glæder mig!

Ha en skøn lørdag aften!