Kamutgrød med stikkelsbærkompot og ristede kokosflager
Stikkelsbær er lidt af en kostelig affære og forholdsvis sjælden. Selv i højsæsonen, som desværre er ved at være slut, kan de være svære at finde i butikkerne. Jeg har været så heldig at finde dem i Jordens Frugter – min elskede helsekostbutik på Trøjborg. Opdagelsens glæde rev mig med og jeg endte med købe en ordentlig portion – både grønne og røde. Grønne stikkelsbær skal tilberedes, med mindre du har en meget sur tand, men de røde kan spises direkte fra bakken. Der er ingen grænserne for hvad bærerne kan bruges til: stikkelsbærgrød, -parfait, – trifli og -kompot er bare nogle af yndlingsopskrifterne.
De grønne stikkelsbær har jeg brugt til en bærkompot, som jeg i denne opskrift serverer sammen med kamutgrød.Kamut – også kaldet kæmpe-durum – er en af de mere eksotiske kornsorter, som har en fantastisk rund smag med nøddetoner, hvilket passer perfekt til den syrlige og skarpe smag fra stikkelbærerne.
Som lidt knas på toppen har jeg ristet lidt kokosflager. Kokos har indenfor de seneste år fået en renæssance i mit madunivers. Jeg har aldrig været særlig kræsen og kan som udgangspunkt lide al slags mad. Men jeg husker tydeligt hvordan der altid var kamp om flødebollerne uden kokos ved fødselsdage i børnehaven. De små hvide flager som smagte rædselsfuldt og var svære at tygge i, kunne bringe tårerne frem i et splitsekund. I dag vil jeg til enhver tid foretrække flødebollerne med kokos – men græder dog ikke hvis der kun er dem tilbage uden… 😉
Nu til grøden…
GRØDEN
1 person
1 1/4 dl kamutflager (kan købes i helsekostbutikker)
1 dl vand
1 dl skummetmælk
salt
Put alle ingredienserne i en gryde og kog grøden ogp ved middelvarme i ca. 5-7 min.
TOPPING
Stikkelsbærkompot
100 gram grønne stikkelsbær
40 gram rørsukker
1 spsk æblecidereddike
Put alle ingredienserne i en gryde og kog kompotten ved middelvarme indtil bærerne er møre og kan moses med bagsiden af grydeskeen. Stil gryden til side og lad kompotten køle af.
Ristede kokosflager
20 gram kokosflager
Kokosflagerne kan købes som færdigristede, men hvis de ikke er, ristes de på en pande ved middelvarme indtil de begynder at tage farve.
Anret kamutgrøden med et par skefulde stikkelsbærkompot og drys med kokosflagerne.
Om præcis tre timer er jeg på vej afsted til Billund lufthavn, hvor jeg skal flyve til Budapest sammen med en veninde. Der har vi 5 dages storbyferie med afslapning, shopping, cafeturer, spa og wellness og håbentlig en masse lækkert ungarnsk mad og specialiteter. Åh hvor jeg glæder mig!
På gensyn om en uges tid 🙂
Ingen kommentarer endnu