Speltgrød toppet med friske jordbær, skyr og soyamarinerede græskarkerner
Jeg kan ikke få nok af jordbær og nu kan man efterhånden også få danske jordbær flere steder – så bliver det ikke bedre!
Denne grød er lavet på speltflager, hvis nøddeagtige smag passer perfekt med de friske jordbær der er vendt i Sukrin. Til at give grøden og jordbærene lidt modspil har jeg toppet med en god klat syrlig skyr og en håndfuld soyamarinerede græskarkerner.
Opskriften er rigtig nem og har man ikke soya, kan man nøjes med at riste græskarkernerne.
GRØDEN
1 portion
1 dl speltflager
1 dl vand
1 dl skummetmælk
Salt
Alle ingredienserne blandes i en gryde og koges op ved middelvarme i ca. 5 min.
TOPPING
Jordbær
En håndfuld jordbær
1-2 spsk Sukrin Gold (rørsukker kan også bruges)
Skyl jordbærrene grundigt og fjern stiklen. Skær dem i kvarte og vend dem i en skål med Sukrin Gold.
Soyamarinerede græskarkerner
20 gram græskarkerner
1 tsk soya
Rist græskarkernerne til de tager farve og begynder at poppe. Hæl soyaen over græskarkernerne, rør rundt og tag panden af blusset.
Skyr
2-3 spsk skyr
Anret grøden med en god klat skyr og jordbærerne og drys de soyamarinerede græskarkerner på toppen.
I aften skal jeg med min mor og søster ind og spise på Kähler Spisesalon, hvilket var en gave til vores søde mor på mors dag. Jeg har endnu ikke spist der, og det eneste jeg ved er, at deres koncept er gode danske retter med et nyt og moderne tvist. De er særligt kendte for at redesigne dansk smørrebrød, så det er jeg spændt på at se om de lever op til…
Jeg har samtidig Kähler Coffee Station tilgode, hvilket ellers er et af de eneste steder i Aarhus, der serverer økologisk grød i mange forskellige varianter og med diverse toppings. Derudover laver de frozen yoghurt, med forskellige sirupper, bær og frugter. Uhm..det skal jeg virkelig snart prøves!! Er der nogle af jer der har smagt deres grød eller deres frozen yoghurt? – Anbefalinger modtages med kyshånd!
Rigtig god lørdag 🙂
Ingen kommentarer endnu