Anbefaling GRØD i Jægersborggade

København 027

I weekenden har jeg været i København for at besøge nogle veninder og jeg havde længe lovet mig selv, at næste gang jeg skulle til København var det et must at spise på GRØD! Derfor blev fredag aften sat af til at spise aftensmad på grødbaren i Jægersborggade. Det var virkelig skønt vejr, og der var heldigvis plads ved træbænkene udenfor, hvor man kan sidde og opleve gadelivet og den hyggelige stemning der er i Jærgersborggade.

Jeg havde på forhånd været inde og lure menukortet, men det var virkelig svært at vælge. De har et relativt simpelt menukort – hvilket jeg er stor tilhænger af – og af aftengrød kan der vælges fire forskellige retter: risotto, bygotto, congee og grøddeller.

Jeg valgte congee med kylling for at prøve en lidt anderledes form for grød. Retten er en asiatisk inspireret grød og congee er en fællesbetegnelse for en udkogt risgrød, der findes i et utal af variationer i Asien.  Konsistensen er lidt lettere end risottoen og denne kyllinge-congee var, foruden kyllingen, sammensat af koriander, ingefær, forårsløg, peanuts, soya og sesamolie. Det smagte virkelig godt og var tilpas krydret, og på trods af at koriander ikke ligger på top ti over min liste af yndlings krydderurter, passede den karakteristiske smag rigtig godt til de sprøde og fede peanut og den salte soya.

Mine veninder valgte begge grøddellerne med en spidskålssalat og surdejsbrød. Dellerne laves på en rest risotto, med lidt æg, hvedemel, bananskalotteløg og krydderurter og de var virkelig også lækre!

København 057

Efter vi havde spist kunne jeg ikke dy mig for at købe nogle af GRØDs toppingvarianter med hjem. Valget faldt på frysetørret havtorn, frysetørret jordbær og solbærpulver og jeg er allerede i fuld gang med at eksperimentere med de nyindkøbte toppings. Hvis man gerne selv vil igang med at lave nogle af deres grøde, kan man også købe korn med hjem. GRØD har sammensat nogle kornsorter og lavet små opskriftskort med forslag til forskellige grødvarianter. Derudover kan opskriftsbogen også varmt anbefales!

København 056

GRØD levede helt sikkert op til mine forventninger om en hyggelig lille grødbar, som er en perfekt løsning til de travle morgener hvor man måske ikke selv har tid til den helt store grødkogning, en skøn start på weekenden eller til de aftener hvor aftensmaden skal være nem, men stadig lækker og en smule anderledes. Jeg var lidt ked af at jeg ikke nåede at smage en af deres morgengrøde, men vi valgte i stedet at afprøve Københavns nye Yogurt Shop i Ny Adelgade, hvilket bestemt ikke var en dårlig beslutning!

GRØD er helt sikkert kommet for at blive, så mon ikke et besøg på grødbaren i Torvehallerne og smag på en af morgengrødene kan komme på to-do-listen ved næste københavnertur…

Ha en skøn aften!

 

Kähler spisesalon

Kähler spisesalon 014

En af de ting jeg holder rigtig meget af er at spise ude. Selvom jeg også er glad for selv at lave mad, er det nu skønt engang imellem ikke at skulle stå i køkkenet og istedet bare slappe af, nyde maden og det hyggelige selskab.

I går var jeg som sagt på Kähler Spisesalon hvilket min søster og jeg havde givet vores mor i mors dags gave. Jeg har flere gange gået forbi deres spisesalon og synes at det så hyggeligt ud, så nu skulle det prøves!

Først og fremmest er restauranten indrettet med mørke og rustikke langborde fyldt med Kählers fine porcelæn, lysestager og vaser. Flere af træstolene er dækket med lammeskind hvilket er stilfuldt på sin egen finurlige måde og passer godt ind i resten af temaet.

Deres menukort er ret enkelt, hvilket jo både kan være en fordel og en ulempe. Personligt kan jeg godt lide når restauranter udvælger nogle enkelte retter som sidder lige i skabet i stedet for et langt og uoverskueligt menukort.

Vi fik deres 3 retters menu hvor man til forret kunne vælge mellem blødt og sprødt fra vest som var tatar af vesterhavstorsk med citron, persille og syltede perleløg, eller sellerisuppe med Rømørejer hvortil der ristede valnødder og brændenældeolie. Jeg valgte tataren, men smagte også sellerisuppen og begge forretter kan helt sikkert anbefales.

Kähler spisesalon 005

Kähler spisesalon 007

Til hovedret kunne man vælge mellem deres simreret som var langtidsstegt kalvespidsbryst tilberedt i æblecider og bouillon, serveret med økologiske flerkorns-otto, friske forårsløg, karamelliseret løgkompot og ramsløgsskum eller deres populære smørrebrød. Selvom simreretten nu også lød lækker blev jeg nød til at prøve deres omtalte smørrebrød. Normalt forbinder jeg smørebrød med en forbandet masse pålæg og snask på alt for lidt brød, men det synes jeg på ingen måde var tilfældet her. Kähler har formået at nytænkte smørrebrødsbegrebet og anretningerne var flotte med lækre råvarer, der komplementerede hinanden perfekt. Så hvis du er til nordisk inspirerede anretninger, og vil prøve en anderledes form for smørrebrød er Kähler helt sikkert et godt sted at starte.

Kähler spisesalon 008

Kähler spisesalon 009

Til dessert fik jeg en hasselnøddemedalje fyldt med hasselnøddeskum og pyntet med mokkaglasur og hasselnøddekrokant. Den var virkelig lækker, men jeg fortrød nu alligevel at jeg ikke valgte lakridsmedaljen.

Kähler spisesalon 010

Kähler spisesalon 011

Det skal ikke være nogen hemmelighed at min familie ELSKER lakrids og både min mor og søster valgte lakridsmedaljen uden tøven. Jeg smagte og den var sindssygt go! Aprospos lakrids har lige købt lakridssiruppen fra Johan Bülow og jeg er allerede godt igang med at eksperimentere, så om ikke så længe kommer der lakrids-opskrifter på her.

Alt  i alt var Kähler Spisesalon virkelig en god oplevelse. Maden var lækker og betjeningen var rigtig god. Så hvis du mangler et nyt spisested kan jeg klart anbefale at prøve Kähler – men husk at vælg lakridsmedaljen 😉

Ha en god aften!

Råbar

Råbar 012

Hold nu op hvor var gårsdagen en forsmag på hvor lækker sommeren kan være i Danmark! Jeg håber i fik nydt det skønne vejr, nu hvor det allerede er på retur igen.

I går aftes var jeg som sagt på Råbar og skulle prøve rawfood for første gang. Det var virkelig en god oplevelse, der på mange områder levede op til mine forventninger, så jeg tænkte at jeg ville dele det med jer her på bloggen.

Råbar 015

Restauranten ligger ved å-siden bag Voxhall og på trods af, at det ligger tæt på en ret trafikkeret vej, får man fornemmelsen af at være i en lille lukket park/have med små ænder der svømmer rundt i åen. Restauranten er indrettet rustik og hyggeligt med loungestole dækket med lammeskind og æblekasser og kurve fyldt med frugt og grøntsager.

Min veninde og jeg delte tapas for 2 – en tallerken der efter sigende tager en med rund i rawfood universet så man kan smage på de forskellige rawfood specialiteter.

Råbar 017

Tjeneren gjorde meget ud af at fortælle om konceptet og de forskellige specialiteter. Vi skulle starte med et firestartershot med chlorella (som er en alge fyldt med nærringsstoffer), bipollen, citron, æble og ingefær. Det smagte ret specielt og særligt ingefæren skar igennem. Tjeneren jokede med at det var søvand – ret komisk i og med det godt kunne forveksles og i princippet kunne være hentet i søen ved siden af 😉 Tapastallerkenen bestod af en thai wrap af noritang med thai creme, salat, grønt, avokado og friske koriander som blev serveret med en lækker spidskålslat og chili tamari. Derudover var der majs- og boghvedebrød og rødbedechips med tilhørende rødbedehummus, cashewnøddeost og en grøn pesto, samt en grøntsagsbøf med tomatsalsa. Det hele smagte virkelig lækkert og det eneste der, efter min mening, trak ned var at der var koriander i flere af retterne, hvilket jeg aldrig bliver stor fan af.

Til tapastallerkenen havde vi bestilt to af deres smoothies. Den ene med havtorn, hørfrøolie, dadler, ingefær, banan, appelsin og nøddemælk og den anden blåbær, lakrids, banan, vanilje, hørfrøolie, nøddemælk. De var enormt lækre begge to. Den med havtorn var rigtig frisk hvor den med blåbær var lidt mere sød og milkshakeagtig pga. lakridspulveret og vaniljen.

Råbar 016

Til allersidst fik vi serveret en rawfood kage lavet på blandt andet nødder, dadler og kakao serveret med tørrede tranebær. MUMS!

Råbar 018

Alt i alt synes jeg det var rigtig lækkert mad med en masse gode råvarer og nærrigsstoffer, og man sad tilbage med fornemmelsen af at være mæt på den gode og ikke proppede måde. Jeg manglede på ingen måde hverken kød eller mælkeprodukter, men vi snakkede om, at det kunne have været lækkert med lidt rå fisk a la sushi, hvilket de også har på menukortet. Vi kom hver især af med 220 kr. hvilken jeg helt sikkert synes var en rimelig pris.

Jeg vil uden tvivl derned igen en dag og prøve deres brunch, der virkelig lyder god! Men so far kan jeg utvivlsomt anbefale stedet og deres tapas for to!

Rigtig god pinse!